Torsdag 1. oktober, kunne Vagn Tidselbak fejre 40-års jubilæum som købmand i Meny i Aabybro, men på grund af Corona, så havde han sagt nej til at holde en reception og i stedet valgt at lade mærkedagen komme kunderne til gode med en masse stærke tilbud.

Personalet klar
Men det er nu ikke noget Vagn Tidselbak selv bestemmer – om han skal fejres eller ej.
Han blev nemlig hentet kl. 07.15 på sin bopæl af salgschef Bo Fodgaard fra Dagrofa og taget med ned i dagligvarebutikken, hvor personalet, tidligere ansatte, familie og svigerfamilie alle stod klar for at sige et stort tillykke til Vagn.
Desuden var der på lageret hængt et kæmpe tillykke-banner op samt dækket op til en lille håndfuld kolleger, så de kunne sige tillykke til Aabybros købmand i det lukkede forum, hvor alle Corona-restriktioner blev overholdt.

Vagn Tidselbak med børnebørn. Foto: Vores Jammerbugt

Det varmer
– Jeg blev da meget overrasket. Kollegaer, tidligere kollegaer og familie havde taget fri for at sige tillykke. Det har været en vældig dag.
– Jeg havde jo troet, at der ikke skulle ske noget, så det er overvældende. Det kommer helt bag på mig. Det varmer, sagde en glad jubilar.