Vandkantsdanmark sælger ud – genbrugsguld, tøj og art deluxe

– Ingstrup Forsamlingshus danner lørdag 18. januar kl. 10 til15 ramme om et salgsmarked med fokus på luksuslopper og lokal kunst.

Nede-på-jorden-marked
En gruppe af lokale Ingstrup-piger står bag en ny begivenhed i landsbyen.  De kalder det ”Vandkantsdanmark sælger ud”. Et helt-nede-på-jorden marked, med fokus på genbrugsguld, tøj og art de luxe.

Privatfoto

20 stadeholdere
De garanterer samtidig, at du finder alt hvad dit genbrugs- og kunst-elskende hjerte måtte begære – både til hjemmet og dit klædeskab.

Konceptet er enkelt, gruppen har nøje udvalgt over 20 stadeholdere, der byder på alt fra retro, antik, industrielt design til (brugt) tøj af særdeles gode brands, ligesom der er fokus på nogle af lokalområdets mest anerkendte kunstnere.

Klaus Jensen Havekunst er en af stadeholderne. Privatfoto

Stor opbakning
Dorte Langagergaard er med i arbejdsgruppen og har selv en spændende salgsbod med alt fra møbler, vintage til lækre lopper.
– Blandt Ingstrup-piger er der ikke langt fra tanke til handling og inden vi fik set os om, havde vi bestilt forsamlingshus og var begyndt at udvælge vores stadeholdere, siger hun og tilføjer.
– Opbakningen har været enorm og vi tør derfor godt love Jer en spændende dag med et væld af handelsmuligheder, højt humør fra og gode solide håndtryk på ægte nordjysk (krejler) manér.

Shuttle-traktor
– Vi håber selvfølgelig på stor tilslutning til vores event. Der er p-pladser lige uden for døren og skulle trafikken gennem Ingstrup trænge sig særligt på denne dag, er der en ”shuttle-traktor”, der kan bringe folk til forsamlingshuset.