Fodbold, Nordic Bet Ligaen
Hobro IK – Jammerbugt FC: 1-0 (0-0)
1-0 (48.) Frederik Elkær

Trods en stor fight fra Jammerbugt FC i lokal-og udeopgøret mod Hobro søndag eftermiddag blev det ikke til point, selvom Jammerbugt FC faktisk var yderst tæt på i 87. minut, da Omar Natamis gode skud fra distancen ramte overliggeren på Hobro IKs mål.
Dermed venter der et nyt og yderst vigtigt lokalopgør på hjemmebane mod Vendsyssel FF lørdag 23. april, da der blot er 3 point op til Esbjerg fB på den rigtige side af nedrykningsstregen.
Og det er på hjemmebane, at Jammerbugt FC henter langt de fleste point.

Havde fortjent point
Opgøret mod Hobro IK var ud over indledningen en kamp uden de mange chancer. Hobro pressede på fra start med et par gode afslutninger, men Jammerbugt FC fik spille sig ind i kampen og lukket ned for værterne.
Men Hobro scorede kampens eneste mål i starten af 2. halvleg, da Frederik Elkær fik bolden midt i feltet og scorede.
Jammerbugt FC prøvede at ændre kampens resultat med en 3. dobbelt udskiftning efter en time, uden held.
– Vi havde fortjent de ene point i en kamp uden mange chancer. Vi har en friløber og skuddet på overliggeren. 1-1 eller 0-0 havde været mere retfærdigt, siger spillende assistenttræner Sead Gavranovic.
– Alle vores kampe er vigtige, men med nederlaget har vi nu kniven for struben og er tilbage, som før sejren over Esbjerg. Så det er en ekstra vigtigt kamp mod Vendsyssel FF, understreger Sead Gavrsanovic.