Der er noget, vi ikke kan og må i disse uger, men der er heldigvis stadig mange muligheder for sjove og hyggelige aktiviteter under Vinterfestivalen i Blokhus i uge 7 og 8.

Kast en kat i tønden
Der er nemlig tænkt kreativt og ud af boksen for at sikre, at de mange gæster i Blokhus stadig kan blive budt varmt velkommen med masser af oplevelser.
Søndag 14. februar er jo ikke alene første weekend i vinterferiens uge 7, det er også både fastelavn og Valentines Day.
Derfor byder Erhvervsforeningen Destination Blokhus på ”kast katten i tønden” og den hyggelige familietur, ”Fastelavns Balladeruten”.
Hos Spar på Torvet i Blokhus kan alle børn op til 15 år hente en gratis ”kat” både lørdag 13. og søndag 14. februar fra klokken 9.00 til 19.00.
På ”katten” skriver man sine kontaktdata, og så gælder det om at kaste ”katten” op i den tønde, som hænger i næsten 3 meters højde på Scenen på Torvet.
Mandag 15. februar bliver der så trukket lod om et Jammerbugt Gavekort til en værdi af 300 kroner – og vinderen får direkte besked.

Balladeruten
Desuden inviterer erhvervsforeningen i samarbejde med Hune Bageri på en hyggelig knap 2 kilometer lang familietur søndag 14. februar mellem kl. 10.00 og 15.00.
Der er start fra Gatewaypladsen, og undervejs på ruten skal man løse små fastelavns-opgaver, som med de rigtige løsninger giver et kodeord.
Sig kodeordet til en af de søde ekspedienter hos Hune Bageri inden kl. 17.00, så vil alle børn under 12 år få en gratis fastelavnsbolle – og kom gerne udklædt. Det er jo fastelavn.

Kærlighed på Hjertestien
Søndag 14. februar er som bekendt også Valentines Day, og det markerer Saltum Strand Camping med en kærlighedsgåde på Hjertestien.
Det er en naturvandring for hele familien – dog ikke gangbesværede – på den 3,5 kilometer lange hjertesti.
Find hjerterne på ruten og løs kærligheds-gåden.
Der er start på p-pladsen ved Saltum Strand Camping.

Meget, meget mere
Det er blot nogle af de aktiviteter i den vinterfestival, som Destination Blokhus kan byde på i vinterferien.
De kommende dage bliver der på www.voresjammerbugt.dk fortalt endnu mere om de mange oplevelser, der at få på forsvarligvis under Vinterfestivalen i Blokhus-området.